Ny adresse: www.christianefalke.dk

A

Alle mine veninder, Arvegods, Astrid Lindgren

B

Broer over skovbække, Bryllupper, Britiske politi-serier, Blog-mania, Bookcrossing, Brændeovne

C

Couture, Café-støj,

D

Dagbøger, Danmarks årstider, Dygtiggørelse,

E

Eventyr-dyr,

F

Fars frikadeller, Familie-krøniker, Fotografier, Fremtidsdrømme, Fyrværkeri, Forårsforelskelser, Frankofili, Fasters have

G

Gamle mennesker, der kysser, Gadekunst, Gæstgiveri, Gåture, Genbrug, Gravide veninder, Gravhunden “Otto”

H

Hesteduft, Hverdagsbloggerier, Håb, Håndværk, Holstebroske bekendtskaber, Hotel-lobbyer

I

Ingenmandsland,

J

Julestue på slottet,

K

Kærester, Kvæde-the, Kaffebønner, Kreative sysler, København, Klassikere, Kirker, Kærlighed

L

Lister, Lufthavne, Loppemarkeder

M

Mindekasser, Mine forældres bogreol, Midsommervisen – den gamle, Mennesker imellem,

N

Nærværs-billeder, Nyhavn,

O

Othello lagkage, Offentlig transport i Danmark, Ordentlighed

P

Påskepynt, Passion, Provinser

Q

R

Rødstrømper, Ronja Røverdatter, Retro

S

Søstre, Snevejr i mørket, Solbærsnaps, Surdej, Sociale medier, Sound of Music, Striktøj, Sofahygge hos de gamle, Salon Libertine

T

Togstationer, Teenage-nøkker, Tværfløjte, Tro, Tante-status, Tillid,

U

Ungdomsoprør,

V

Viden, Værtshuse, Vintage

X

Xander Linnet’s tekster,

Y

Ymerdrys,

Z

Æ

Æblerov, Æblekage, Æblemost, Æbler ang mas,  Æsker, Ærlighed

Å

Årstidernes skiften,

Ø

Ø-kuller, Økologi, Østrig,

Jeg tog billeder af alt, hvad jeg kom i nærheden af, og Miss Le Mure snakkede om design, blomster og dyrevelfærd med sælgerne, som fik kamp til stregen, for at besvare hendes 1000 gode spørgsmål.

Der var flere aktiviteter på standen, men vi nåede faktisk kun at se foldepigerne folde plissélamper på Le Klint’s stand. Det var helt fantastisk at se de lynhurtige fingre!

Og så havde de udstillet deres nye lamper, som designmæssigt er inspireret af vintergækker, der også var afbilledet på væggen. Lampeskærmen hænger løst, så den kan dingle, ligesom hovedet på en vintergæk.

Et smukt lille bevis på forårets komme fra Fasters have i Kr. Hyllinge. Det bobler i min mave, bare ved tanken om udsigt til dagslys, varmegrader og sommertid.

Dette er i øvrigt første forsøg på at blogge fra mobilen.

Jeg bestiller altid pladsbillet, når jeg skal køre med tog. Nogle gange er det fuldstændigt åndssvagt, fordi der er en skov af tomme pladser i toget – og når man er habil togpassager, lærer man efterhånden hvilke afgange det gælder. Alligevel køber jeg pladsbillet. Jeg bliver simpelthen fysisk utilpas, hvis jeg ikke ved, at der er en særlig plads, tiltænkt kun mig, inde i toget.

Sjovt nok – men ikke dét sjove, som det her handler om – så fik jeg plads 65 i vogn 13 – nøjagtigt samme numre, som jeg sad på, da jeg i fredags var på vej fra København til Kauslunde. Og jeg kunne ikke lade være med at gå en lille smule i talparanoia, som jeg stod der med min smøg og min pladsbillet.

Jeg kan huske, at jeg engang sad og så Number 23 med min lillesøster. Da vi var færdig med at se den, skulle jeg med toget hjem til København, og hun kørte mig ind til Middelfart Banegård (Og ja! Det hedder en banegård og ikke en station, ude i provinsen). På vej derind kom vi til at regne lidt på det hele. Det var d. 13.oktober (13+10 = 23), Jeg var 23 år gammel, og jeg har fødselsdag d. 2.marts (2 og 3 = 23) 1985 (1+9+8+5 = 23). Da vi trådte ind på perronen, skiftede digitaluret til 23.00. Vi gik ned til bilen igen, kørte hjem til Kauslunde, og så blev jeg lige en ekstra nat i det trygge barndomshjem. Men sådan er der jo så meget, når man tæller efter.

Nu sad jeg så her på min plads 65 i vogn 13, og da jeg havde fået bosat mig i mit togsæde, med min bagage, min telefon, min billet, min kaffe og min computer, så jeg ud i mørket (oh yes, mine neuroser var glade for en vinduesplads). Og der var selvfølgelig ingenting at se andet end mørke. Men i vinduet fik jeg øje på min medpassager overfor mig. Og han så lidt bekendt ud.

Jeg nænede ikke at sige noget til ham og derved ødelægge ukendthedens momentum. For det er på en eller anden måde meget rart, at bevare anonymiteten overfor sine medrejsende.

Og så sad jeg der overfor ham, ham med sin iphone og mig med min HTC, da shufflefunktionen i min playliste vælger at spille Mein Herz Brennt, og jeg kom til at tænke på min ungdomsven – lad os bare kalde ham Jimmi. Jimmi brændte i 3.g en cd til mig – ja, så fjern er min gymnasietid – at det var dengang hvor man stadig brændte cd’er til hinanden. Han lavede en cd med alle de musiknumre, han mente jeg burde høre. Fuld af rå whiskey-bar-musik og hærdede følelser fra mænd med jernlås om hjertet og sår på sjælen, som Tom Waits og Leonard Cohen. Mærkelig syremusik i den daværende poptøs’s øre, så som Dead Kennedys og The Avalanches. Og så var der Mein Herz Brennt med Rammstein til sidst.

Og så kom jeg i tanke om hvem min medpassager var, og han virkede pludselig ikke bare lidt bekendt, men meget bekendt, da jeg kom i tanke om, at jeg rent faktisk har gået i gymnasiet med ham. Jeg har rendt op og ned af ham, hver eneste dag i 3 år i træk. Vi var ikke som sådan venner. Men vidste hvem hinanden var.

Fra jeg blev student i 2006, til nu her på plads 65 i vogn 13 (2+0+0+6+1+3+6+5 = 23), er der godt nok sket en del. Det er utroligt, hvor meget mennesker ændrer sig over tid og sted. Og alligevel ender samme sted, i en tidslomme af velkendthed.

Faktisk kan jeg også godt huske hvad han hedder. Men lad nu det ligge. Han forbliver en gæst i genkendeligheden. Man skal ikke altid være så nøjeregnende.

Mor, søster og jeg kørte til hyggeligste Bogense – Fyns svar på Firenze – og købte tøj her til formiddag. Søster og jeg købte hårfarve, og har endnu en gang kastet os hovedkuls ud i et gør-det-selv hårprojekt, og jeg fik rollen som hende med saksen.

Faktisk synes jeg resultatet blev ganske godt. Tulles hår er ikke helt langt nok til at være rigtig 1920′er endnu – men det kommer måske når hun er vokset fra sine hvirvler (3 stks midt i det hele – i hver deres retning!) – for de kan fucke enhver frisure op – pardon my french.  

Men nu mener jeg selv, at jeg kan skrive frisør på CV’et

- K. E. Løgstrup (1905 – 1981) – citat fra bogen “Den etiske fordring” (1956)

Vi har alle et medansvar for hinanden, i større eller mindre grad. Husk det nu og smil til verden og vær god ved din næste!

“Hvis det i sandhed skal lykkes at føre et menneske hen til et bestemt sted, må man først og fremmest passe på at finde ham der hvor han er, og begynde der.

Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver der ikke kan det, han er selv i indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden. For i sandhed at kunne hjælpe en anden må jeg forstå mere end han, men dog ved først at fremmest at forstå det, han forstår.

Når jeg ikke gør det, så hjælper min merforståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min merforståen gældende, så er det fordi jeg er forfængelig og stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham.

Men al sand hjælp begynder med ydmygelse. Hjælperen må først ydmyge sig under dem, han vil hjælpe, og hermed forstå at det at hjælpe ikke er at herske, men det er at tjene, at det at hjælpe er villighed til, indtil videre at finde sig i at have uret og i ikke at forstå hvad den anden forstår.

Dersom du ikke kan begynde således med et menneske, at han kan finde en sand lindring i at tale med dig om sin lidelse, så kan du heller ikke hjælpe ham, han lukker sig for dig, han lukker sig inde i sit inderste – præk du så kun for ham!”

- Søren Kierkegaard (1813 – 1855)

Jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var, da jeg hørte det første gang – jeg har nærmest fået det ind med modermælken fra mine to sygeplejerske-forældre, som næsten dagligt refererer til den, når der tales om medmenneskelighed og bedre psykiatri ved spisebordet.

Når ens veninde bliver gift, kan man godt frygte at miste noget med den veninde. Det er som om, hun går over til en anden sekt – dem vi før ikke kunne lide, og man kan gribe sig selv i at føle sig snydt og bedraget, og forrådt af ens ”partner in crime”. Det er alt sammen meget naturligt, og meget velbeskrevet i hver anden chicklit bog, der hives af hylderne i Kvickly.

Men noget andet er, når det der ægtepar begynder at lave et hjem. Jo vist, det er ganske voksent og modent at blive gift. Men enhver kan forestille sig et bryllup. Men at forstille sig at bygge rede er noget helt andet.

Når de begynder at bygge den rede, og fylde den med varme og kærlighed, så gør de noget, som man virkelig ikke selv kan være en del af – før man selv begynder på sin egen rede.

Og de bliver omgærdet af en ro og tosomhed, så det føles som at komme hjem til sit barndomshjem, og finde nips, der har stået det samme sted i 30 år, og med bidende sikkerhed, åbne køkkenskabet og finde syltetøj på tube på midterste hylde.

Og man fyldes med en ægthed og rigtighed og tro på, at nogle ting, bare fungerer som de skal. At tiderne kan skifte, priserne stiger, politikere bliver korrupte, men her står en klippefast borg, som en dag bliver et barndomshjem, som nogen vil forbinde alt godt med og længes hjem til.