Jeg cykler rigtigt tit forbi Ivan Grundahls butikker, og kommer til at tænke på min fars yndlingsord: Øje-Bæ!

Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste menneske jeg kender, der ville gå med det her. Ikke engang min mor.

Som alle andre modebloggere, har jeg jo ikke min modehistorie i orden, så jeg har indtil nu bare tænkt ”stakkels unge nye designer – hvem gider dog købe dit tøj?”. Det tænkte jeg i hvert fald, indtil jeg gik hjem og læste på lektien;

Grundahl udgik fra Kunsthåndværkerskolen I 1972, men havde på det tidspunkt allerede arbejdet for Birger Christensen siden 1970. I 1974 åbnede Grundahl sin første forretning under eget navn og i 1982 åbnede han for engrossalg.

Grundahls største inspirationskilder er Yohji Yamamoto og Rei Kawakubo (comme des Garcons). De to designere har jeg absolut intet imod, tværtimod. Men så forstår jeg bare ikke uskønheden i Grundahls egne kollektioner.

Grundahls tøj ligner bogstavelig talt noget et barn har kreeret. Mors gamle lagner, fars havesaks og så bare derudaf på symaskinen. Hvis det så var Grundahls couture-kreationer – fred være med det. Men hvorfor skal de stå i vinduet, og lade som om, at ”det her – det køber folk da hele tiden”.

Outfittet her ligner noget, der ikke lige blev færdigt inden showet, og designeren tænkte "pyt med det" - det samme gjorde stylisten.

Fred være med couture – det kan være smukt, æstetisk og aldrig ready-to-wear. Som chefkokkens signature-menu. Couture er skønt, for det tager designerens små detaljer og blæser dem op i proportioner, så ikke engang den største mode-mongol er i tvivl om, hvad denne sæsons kollektion handler om. Couture kan vække følelser, kan overraske, sætte spørgsmålstegn. Men Ivan Grundahls tøj er bare… grimt. Og det er ikke engang couture. Sådan er hans stil bare.

I Politikens Modeleksikon siges der; ”Hans tøj appellerer til den kritiske og intellektuelle forbruger, som går efter langtidsholdbart tøj i gode kvaliteter, der løfter sig over den hurtige mode uden at være kedeligt”.

Hvis modsvaret til fast fashion er Grundahls ubeskriveligt grimme kreationer, så hopper jeg på fast fashion vognen. Jeg er åbenbart hverken kritisk eller intellektuel nok, for jeg kan ikke lade være med at tænke ”Stakkels gamle designer – hvem gider dog købe dit tøj?”.

Seriøst – hvad er det her? En tee, der er ved at føde et gigantisk indkøbsnet og undervejs spiste en model med tømmermænd?

Advertisements