Jeg har altid været stærkt optaget og dybt fascineret af ord. Det skrevne, det læste, det syngne, det hørte og det selvopfundne.

Jeg er tidligt skadet af mine forældres enorme bogreol. Jeg skrev dagbog som 4-årig, og gør det stadig. I skolen opnåede en helt ny verden for mig; skole-biblioteket. (I min familie går vi ikke så meget på biblioteket. Vi har alle bøgerne derhjemme). Undervisningen var kedelig, klassekammeraterne dumme og uintelligente, men biblioteket en ven fuld af viden.

Jeg startede med at sluge alle heste-bøgerne, så ungdomsbøgerne og siden de tungere bøger, som Ditte Menneskebarn (som bibliotikaren med bekymret mine udleverede til den 11-årige sammen med Min Kamp – ja, lidt rabiat var man vel som betweenager).

Igennem min barndom blev der produceret et utal af bøger, historier og dagbøger – det var fantastisk at få min fantasiverden ned på papir. Jeg elskede at lege skole (jeg underviste, min søster var elev. Jeg har måttet undskylde flere gange siden) – jeg fabrikerede skrivebøger, regnebøger, engelskbøger i stor stil. Tak til Middelfart Kommune, for at have sponsoreret A4-papir. 

Selvom jeg stadig ikke har fundet ud, hvad jeg skal være (når jeg bliver stor), så er jeg ved at være så gammel, at jeg kan se et mønster; Alt hvad jeg interesserer mig for, kan på den ene eller den anden måde koges ned til; Ord, sproget og viden og hvordan vi forvalter disse.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal være, når jeg bliver stor. Men hvor er det betryggende at have opdaget et mønster.

Advertisements