Jeg oplevede noget sjovt her til aften, i toget på vej ”hjem” fra Kauslunde til København – fra det ene K til det andet. ”Hjem” i citationstegn, fordi jeg stadig lever i den flyvende kuffert aka min enormt store samsonite.

Jeg bestiller altid pladsbillet, når jeg skal køre med tog. Nogle gange er det fuldstændigt åndssvagt, fordi der er en skov af tomme pladser i toget – og når man er habil togpassager, lærer man efterhånden hvilke afgange det gælder. Alligevel køber jeg pladsbillet. Jeg bliver simpelthen fysisk utilpas, hvis jeg ikke ved, at der er en særlig plads, tiltænkt kun mig, inde i toget.

Sjovt nok – men ikke dét sjove, som det her handler om – så fik jeg plads 65 i vogn 13 – nøjagtigt samme numre, som jeg sad på, da jeg i fredags var på vej fra København til Kauslunde. Og jeg kunne ikke lade være med at gå en lille smule i talparanoia, som jeg stod der med min smøg og min pladsbillet.

Jeg kan huske, at jeg engang sad og så Number 23 med min lillesøster. Da vi var færdig med at se den, skulle jeg med toget hjem til København, og hun kørte mig ind til Middelfart Banegård (Og ja! Det hedder en banegård og ikke en station, ude i provinsen). På vej derind kom vi til at regne lidt på det hele. Det var d. 13.oktober (13+10 = 23), Jeg var 23 år gammel, og jeg har fødselsdag d. 2.marts (2 og 3 = 23) 1985 (1+9+8+5 = 23). Da vi trådte ind på perronen, skiftede digitaluret til 23.00. Vi gik ned til bilen igen, kørte hjem til Kauslunde, og så blev jeg lige en ekstra nat i det trygge barndomshjem. Men sådan er der jo så meget, når man tæller efter.

Nu sad jeg så her på min plads 65 i vogn 13, og da jeg havde fået bosat mig i mit togsæde, med min bagage, min telefon, min billet, min kaffe og min computer, så jeg ud i mørket (oh yes, mine neuroser var glade for en vinduesplads). Og der var selvfølgelig ingenting at se andet end mørke. Men i vinduet fik jeg øje på min medpassager overfor mig. Og han så lidt bekendt ud.

Jeg nænede ikke at sige noget til ham og derved ødelægge ukendthedens momentum. For det er på en eller anden måde meget rart, at bevare anonymiteten overfor sine medrejsende.

Og så sad jeg der overfor ham, ham med sin iphone og mig med min HTC, da shufflefunktionen i min playliste vælger at spille Mein Herz Brennt, og jeg kom til at tænke på min ungdomsven – lad os bare kalde ham Jimmi. Jimmi brændte i 3.g en cd til mig – ja, så fjern er min gymnasietid – at det var dengang hvor man stadig brændte cd’er til hinanden. Han lavede en cd med alle de musiknumre, han mente jeg burde høre. Fuld af rå whiskey-bar-musik og hærdede følelser fra mænd med jernlås om hjertet og sår på sjælen, som Tom Waits og Leonard Cohen. Mærkelig syremusik i den daværende poptøs’s øre, så som Dead Kennedys og The Avalanches. Og så var der Mein Herz Brennt med Rammstein til sidst.

Og så kom jeg i tanke om hvem min medpassager var, og han virkede pludselig ikke bare lidt bekendt, men meget bekendt, da jeg kom i tanke om, at jeg rent faktisk har gået i gymnasiet med ham. Jeg har rendt op og ned af ham, hver eneste dag i 3 år i træk. Vi var ikke som sådan venner. Men vidste hvem hinanden var.

Fra jeg blev student i 2006, til nu her på plads 65 i vogn 13 (2+0+0+6+1+3+6+5 = 23), er der godt nok sket en del. Det er utroligt, hvor meget mennesker ændrer sig over tid og sted. Og alligevel ender samme sted, i en tidslomme af velkendthed.

Faktisk kan jeg også godt huske hvad han hedder. Men lad nu det ligge. Han forbliver en gæst i genkendeligheden. Man skal ikke altid være så nøjeregnende.

 

Reklamer