Jeg er hjemme hos de gamle i Kauslunde, og er blevet fejret lidt med indkøb på mors regning.

Mor, søster og jeg kørte til hyggeligste Bogense – Fyns svar på Firenze – og købte tøj her til formiddag. Søster og jeg købte hårfarve, og har endnu en gang kastet os hovedkuls ud i et gør-det-selv hårprojekt, og jeg fik rollen som hende med saksen.

Faktisk synes jeg resultatet blev ganske godt. Tulles hår er ikke helt langt nok til at være rigtig 1920’er endnu – men det kommer måske når hun er vokset fra sine hvirvler (3 stks midt i det hele – i hver deres retning!) – for de kan fucke enhver frisure op – pardon my french.  

Men nu mener jeg selv, at jeg kan skrive frisør på CV’et 🙂

Reklamer

”Den enkelte har aldrig
med et andet menneske at gøre
uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.
 Det kan være meget lidt,
en forbigående stemning,
en oplagthed, man får til at visne,
eller som man vækker,
en lede man uddyber eller hæver.
Men det kan også være forfærdende meget,
så det simpelthen står til den enkelte,
om den andens liv lykkes eller ej.”

– K. E. Løgstrup (1905 – 1981) – citat fra bogen “Den etiske fordring” (1956)

Vi har alle et medansvar for hinanden, i større eller mindre grad. Husk det nu og smil til verden og vær god ved din næste!

Hemmeligheden i al hjælpekunst

“Hvis det i sandhed skal lykkes at føre et menneske hen til et bestemt sted, må man først og fremmest passe på at finde ham der hvor han er, og begynde der.

Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver der ikke kan det, han er selv i indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden. For i sandhed at kunne hjælpe en anden må jeg forstå mere end han, men dog ved først at fremmest at forstå det, han forstår.

Når jeg ikke gør det, så hjælper min merforståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min merforståen gældende, så er det fordi jeg er forfængelig og stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham.

Men al sand hjælp begynder med ydmygelse. Hjælperen må først ydmyge sig under dem, han vil hjælpe, og hermed forstå at det at hjælpe ikke er at herske, men det er at tjene, at det at hjælpe er villighed til, indtil videre at finde sig i at have uret og i ikke at forstå hvad den anden forstår.

Dersom du ikke kan begynde således med et menneske, at han kan finde en sand lindring i at tale med dig om sin lidelse, så kan du heller ikke hjælpe ham, han lukker sig for dig, han lukker sig inde i sit inderste – præk du så kun for ham!”

– Søren Kierkegaard (1813 – 1855)

Jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var, da jeg hørte det første gang – jeg har nærmest fået det ind med modermælken fra mine to sygeplejerske-forældre, som næsten dagligt refererer til den, når der tales om medmenneskelighed og bedre psykiatri ved spisebordet.

Weekenden står på Henriette, Hygge og Holstebro.

Når ens veninde bliver gift, kan man godt frygte at miste noget med den veninde. Det er som om, hun går over til en anden sekt – dem vi før ikke kunne lide, og man kan gribe sig selv i at føle sig snydt og bedraget, og forrådt af ens ”partner in crime”. Det er alt sammen meget naturligt, og meget velbeskrevet i hver anden chicklit bog, der hives af hylderne i Kvickly.

Men noget andet er, når det der ægtepar begynder at lave et hjem. Jo vist, det er ganske voksent og modent at blive gift. Men enhver kan forestille sig et bryllup. Men at forstille sig at bygge rede er noget helt andet.

Når de begynder at bygge den rede, og fylde den med varme og kærlighed, så gør de noget, som man virkelig ikke selv kan være en del af – før man selv begynder på sin egen rede.

Og de bliver omgærdet af en ro og tosomhed, så det føles som at komme hjem til sit barndomshjem, og finde nips, der har stået det samme sted i 30 år, og med bidende sikkerhed, åbne køkkenskabet og finde syltetøj på tube på midterste hylde.

Og man fyldes med en ægthed og rigtighed og tro på, at nogle ting, bare fungerer som de skal. At tiderne kan skifte, priserne stiger, politikere bliver korrupte, men her står en klippefast borg, som en dag bliver et barndomshjem, som nogen vil forbinde alt godt med og længes hjem til.

Lige nu sidder jeg i Kirke Hyllinge, og overvejer hvordan  jeg kan komme hjem til Kauslunde på Fyn. Jeg orker ikke at sidde i et propfyldt tog!! Kedsommeligheden har ramt mig, så her er en blog-leg, jeg fandt i blogosfæren. Enjoy!

1. Hvad er dit fulde navn: Christiane Falke Skov-Bjerregaard

2. Sang, som du sørger til når du er trist: Lige pt. ”Velkommen hjem” (hvor corny det end måtte lyde), men faktisk har jeg en hel playliste, kun til tud og tristhed.

3. Hvad tror folk om dig? Før de lærer mig at kende, tror de fleste, at jeg er arrogant, snobbet eller genert. Det bliver modbevist i 90 % af alle tilfælde.

4. Hvad får du oftest komplimenter for? Mit intellekt 🙂

5. Hvad siger du for at imponere folk? Jeg leder ikke som sådan efter at imponere folk. Det er rart når det sker, men det er ikke noget jeg direkte stræber efter. Det er vel en sidegevinst, når jeg har gjort et godt stykke arbejde.

6. Hvordan kan man imponere dig? Ved at hvile i sig selv, og tro på sig selv – og turde lade det skinne igennem i alt hvad man siger og gør!

7. Griner du nogen gange når du er alene? Ja! Foruroligende meget!

8. Hvordan tager du telefonen? ”Ja!?” (lettere irriteret) Eller ”Det’ Christiane”

9. Plejer du at komme til tiden? Det kommer meget an på, hvor vigtigt, jeg selv mener, det jeg skal komme til, er!

10. Hvornår har du det bedst? Når jeg nørder i mit eget selskab, eller morer mig (og måske er midtpunkt) i et selskab med mange mennesker omkring mig

11. Hvad synes du om dine fødder? Det ligner rumpe-nisse-fødder

12. Tror du på kærlighed ved første blik? Jeg tror på begær ved første kys. Kærlighed er ikke en lyn-leverance. Det er noget man skal arbejde for, og gøre sig fortjent til.

13. Er du tilfreds med dit liv? Jeg er gennemført tilfreds! Det handler om ”a certain state of mind”, så dukker lykken op i de mindste ting.

14. Hvem ringer du til når du er vred/ked? Tanja, Henriette, min søster eller min mor.

15. Er det okay at græde? Ja, og det er en følelse eller tilstand, som man bør gå igennem med jævne mellemrum. Det sker noget med et menneske der lige har grædt. Det bliver ligesom tydeligere, mere ægte, mere helt menneske.

16. Du samler på: Arvegods! Jeg kan ikke bære tanken om, at gamle smukke ting, som har været i familien i flere generationer, bare skal smides væk. Jeg elsker at være omgivet af ting, som har en historie.

17. Har du nogen tatoveringer? Ja, en rød stjerne med sort kant ved venstre hofte.

18. Har du nogen fobier? Jeg er meget traumatiseret over nåle, og det at blive stukket.

19. Tror du på liv efter døden? Jeg tror på sjælelig ro efter døden.

20. Noget du har gjort siden du var lille og stadig gør? Jeg sutter på tommeltot når jeg sover. Og så sover jeg stadig med Georg. Den smukkeste bamse i verden!

I dag er jeg taget til København igen. Jeg var her ellers så sent som i sidste weekend, men jeg har været til jobsamtale i dag – fingers crossed. Inden jobsamtalen dryssede jeg ind forbi mit gamle arbejde, magiske Hotel Alexandra.

At komme ind på Hotel Alexandra, er lidt ligesom at komme hjem til en gammel tante. Man sætter sig i møblerne, som om man bor der, taler frit og løssluppent, og forventer at alle gider hører på en – og det gør de oftest også. Og de mennesker, der er her, ligger deres vigtige sager fra sig, og tager sig tid til at sige hej. Hvor føler man sig set og anerkendt. Når man har arbejdet her, er det svært at forstå, hvordan andre arbejdspladser går så meget op i at skabe en god kultur. Der skal så lidt til.

Nu sidder jeg og får en kop kaffe på Baresso ved Rådhuspladsen.

Når man i så lang tid har været så langt væk fra café-støj, er det fedt bare at opsuge lyden af samtaler, trafik, kasseapparater, isterninger der blendes – bare sidde og marinere i duften af kaffen. Så her sidder jeg og tænker lidt over tingene.

Jeg har gjort en ny opdagelse. Jeg gør, tænker og føler sære ting, når jeg har været for længe væk fra København. Jeg har prøvet det før. Men denne gang er det slemt.

Jeg kan vade rundt i byen i flere timer. Jeg er hverken målrettet eller hvileløs. Jeg går bare rundt, og tilegner mig byen i fred og ro, og føler mig fri af provinsens voksenverden.

Eller også får jeg sommerfugle i maven, fordi jeg ved jeg er på vej hen til min gamle arbejdsplads, som jeg næsten ikke kan vente med at se igen.

Sidste weekend købte jeg en pakke cigaretter. Jeg røg en halv, og tog resten med hjem til min far. (indrømmet, jeg røg mere end en halv i byen – men det tæller ikke på helt samme måde). Bare fordi jeg havde lyst til at ryge, når nu, jeg var i København.

Jeg har det næsten som om at jeg er nødt til at lægge en taktik. En score-taktik. Som om byen er en gammel elsker, som jeg vil ha’ igen. En følelse, der er let at forveksle med lysten til at gå på barer og kysse på fremmede mænd.

Men jeg behøver jo ikke bekymre mig. Det er jo kun spørgsmål om tid. Før end jeg igen begynder at gå med hat i blæsevejr. Glad give 22 kr. for en Pellegrino i stedet for 5 kr. for en kildevand. Bitche over Baresso, men stadig drikke lortet. Slette ”ikk’å” fra mit ordforråd. Gå op i hvordan jeg bærer min håndtaske. Være lidt forarget over at en veninde blev smidt ud fra Rubys. Handle ind i pyjamasbukser og striktrøje. Drikke øl på borgerkroen i stilletter og lårkort. Pynte min cykelkurv. Irritere mig over at skulle vente 3 minutter på næste metro, fordi den lige ér kørt. Gå over for rødt. Købe Politiken.  Sætte mig ind i Vor Frue på en almindelig onsdag. Have stærke meninger om A-busserne.

At være Københavner handler mere om et bestemt  ”state of mind” – eller nærmere ”State of action” – end det handler om stedangivelsen på din fødselsattest.

Så måske handler det ikke om, at hverken jeg eller andre, gør sære ting, når vi kommer til København. Måske er det i virkeligheden i vores hjemstavn vi lader være med at gøre sære ting. Fraværet af særhed, forstærker følelsen af særhed i København.

Bedst som jeg sidder og svælger i min egen originalitet kører en bus forbi Baresso. På bussens reklameskilt når jeg at fange ordene; ”At være Københavner – ny udstilling”. Jeg er altså ikke alene. Så sært, ikke længere at være en særling. Alt sammen på grund af lidt geografi.

%d bloggers like this: