Archives for posts with tag: Forandring

image

Et smukt lille bevis på forårets komme fra Fasters have i Kr. Hyllinge. Det bobler i min mave, bare ved tanken om udsigt til dagslys, varmegrader og sommertid.

Dette er i øvrigt første forsøg på at blogge fra mobilen.

Jeg oplevede noget sjovt her til aften, i toget på vej ”hjem” fra Kauslunde til København – fra det ene K til det andet. ”Hjem” i citationstegn, fordi jeg stadig lever i den flyvende kuffert aka min enormt store samsonite.

Jeg bestiller altid pladsbillet, når jeg skal køre med tog. Nogle gange er det fuldstændigt åndssvagt, fordi der er en skov af tomme pladser i toget – og når man er habil togpassager, lærer man efterhånden hvilke afgange det gælder. Alligevel køber jeg pladsbillet. Jeg bliver simpelthen fysisk utilpas, hvis jeg ikke ved, at der er en særlig plads, tiltænkt kun mig, inde i toget.

Sjovt nok – men ikke dét sjove, som det her handler om – så fik jeg plads 65 i vogn 13 – nøjagtigt samme numre, som jeg sad på, da jeg i fredags var på vej fra København til Kauslunde. Og jeg kunne ikke lade være med at gå en lille smule i talparanoia, som jeg stod der med min smøg og min pladsbillet.

Jeg kan huske, at jeg engang sad og så Number 23 med min lillesøster. Da vi var færdig med at se den, skulle jeg med toget hjem til København, og hun kørte mig ind til Middelfart Banegård (Og ja! Det hedder en banegård og ikke en station, ude i provinsen). På vej derind kom vi til at regne lidt på det hele. Det var d. 13.oktober (13+10 = 23), Jeg var 23 år gammel, og jeg har fødselsdag d. 2.marts (2 og 3 = 23) 1985 (1+9+8+5 = 23). Da vi trådte ind på perronen, skiftede digitaluret til 23.00. Vi gik ned til bilen igen, kørte hjem til Kauslunde, og så blev jeg lige en ekstra nat i det trygge barndomshjem. Men sådan er der jo så meget, når man tæller efter.

Nu sad jeg så her på min plads 65 i vogn 13, og da jeg havde fået bosat mig i mit togsæde, med min bagage, min telefon, min billet, min kaffe og min computer, så jeg ud i mørket (oh yes, mine neuroser var glade for en vinduesplads). Og der var selvfølgelig ingenting at se andet end mørke. Men i vinduet fik jeg øje på min medpassager overfor mig. Og han så lidt bekendt ud.

Jeg nænede ikke at sige noget til ham og derved ødelægge ukendthedens momentum. For det er på en eller anden måde meget rart, at bevare anonymiteten overfor sine medrejsende.

Og så sad jeg der overfor ham, ham med sin iphone og mig med min HTC, da shufflefunktionen i min playliste vælger at spille Mein Herz Brennt, og jeg kom til at tænke på min ungdomsven – lad os bare kalde ham Jimmi. Jimmi brændte i 3.g en cd til mig – ja, så fjern er min gymnasietid – at det var dengang hvor man stadig brændte cd’er til hinanden. Han lavede en cd med alle de musiknumre, han mente jeg burde høre. Fuld af rå whiskey-bar-musik og hærdede følelser fra mænd med jernlås om hjertet og sår på sjælen, som Tom Waits og Leonard Cohen. Mærkelig syremusik i den daværende poptøs’s øre, så som Dead Kennedys og The Avalanches. Og så var der Mein Herz Brennt med Rammstein til sidst.

Og så kom jeg i tanke om hvem min medpassager var, og han virkede pludselig ikke bare lidt bekendt, men meget bekendt, da jeg kom i tanke om, at jeg rent faktisk har gået i gymnasiet med ham. Jeg har rendt op og ned af ham, hver eneste dag i 3 år i træk. Vi var ikke som sådan venner. Men vidste hvem hinanden var.

Fra jeg blev student i 2006, til nu her på plads 65 i vogn 13 (2+0+0+6+1+3+6+5 = 23), er der godt nok sket en del. Det er utroligt, hvor meget mennesker ændrer sig over tid og sted. Og alligevel ender samme sted, i en tidslomme af velkendthed.

Faktisk kan jeg også godt huske hvad han hedder. Men lad nu det ligge. Han forbliver en gæst i genkendeligheden. Man skal ikke altid være så nøjeregnende.

 

Jeg er hjemme hos de gamle i Kauslunde, og er blevet fejret lidt med indkøb på mors regning.

Mor, søster og jeg kørte til hyggeligste Bogense – Fyns svar på Firenze – og købte tøj her til formiddag. Søster og jeg købte hårfarve, og har endnu en gang kastet os hovedkuls ud i et gør-det-selv hårprojekt, og jeg fik rollen som hende med saksen.

Faktisk synes jeg resultatet blev ganske godt. Tulles hår er ikke helt langt nok til at være rigtig 1920’er endnu – men det kommer måske når hun er vokset fra sine hvirvler (3 stks midt i det hele – i hver deres retning!) – for de kan fucke enhver frisure op – pardon my french.  

Men nu mener jeg selv, at jeg kan skrive frisør på CV’et 🙂

Weekenden står på Henriette, Hygge og Holstebro.

Når ens veninde bliver gift, kan man godt frygte at miste noget med den veninde. Det er som om, hun går over til en anden sekt – dem vi før ikke kunne lide, og man kan gribe sig selv i at føle sig snydt og bedraget, og forrådt af ens ”partner in crime”. Det er alt sammen meget naturligt, og meget velbeskrevet i hver anden chicklit bog, der hives af hylderne i Kvickly.

Men noget andet er, når det der ægtepar begynder at lave et hjem. Jo vist, det er ganske voksent og modent at blive gift. Men enhver kan forestille sig et bryllup. Men at forstille sig at bygge rede er noget helt andet.

Når de begynder at bygge den rede, og fylde den med varme og kærlighed, så gør de noget, som man virkelig ikke selv kan være en del af – før man selv begynder på sin egen rede.

Og de bliver omgærdet af en ro og tosomhed, så det føles som at komme hjem til sit barndomshjem, og finde nips, der har stået det samme sted i 30 år, og med bidende sikkerhed, åbne køkkenskabet og finde syltetøj på tube på midterste hylde.

Og man fyldes med en ægthed og rigtighed og tro på, at nogle ting, bare fungerer som de skal. At tiderne kan skifte, priserne stiger, politikere bliver korrupte, men her står en klippefast borg, som en dag bliver et barndomshjem, som nogen vil forbinde alt godt med og længes hjem til.

I dag er jeg taget til København igen. Jeg var her ellers så sent som i sidste weekend, men jeg har været til jobsamtale i dag – fingers crossed. Inden jobsamtalen dryssede jeg ind forbi mit gamle arbejde, magiske Hotel Alexandra.

At komme ind på Hotel Alexandra, er lidt ligesom at komme hjem til en gammel tante. Man sætter sig i møblerne, som om man bor der, taler frit og løssluppent, og forventer at alle gider hører på en – og det gør de oftest også. Og de mennesker, der er her, ligger deres vigtige sager fra sig, og tager sig tid til at sige hej. Hvor føler man sig set og anerkendt. Når man har arbejdet her, er det svært at forstå, hvordan andre arbejdspladser går så meget op i at skabe en god kultur. Der skal så lidt til.

Nu sidder jeg og får en kop kaffe på Baresso ved Rådhuspladsen.

Når man i så lang tid har været så langt væk fra café-støj, er det fedt bare at opsuge lyden af samtaler, trafik, kasseapparater, isterninger der blendes – bare sidde og marinere i duften af kaffen. Så her sidder jeg og tænker lidt over tingene.

Jeg har gjort en ny opdagelse. Jeg gør, tænker og føler sære ting, når jeg har været for længe væk fra København. Jeg har prøvet det før. Men denne gang er det slemt.

Jeg kan vade rundt i byen i flere timer. Jeg er hverken målrettet eller hvileløs. Jeg går bare rundt, og tilegner mig byen i fred og ro, og føler mig fri af provinsens voksenverden.

Eller også får jeg sommerfugle i maven, fordi jeg ved jeg er på vej hen til min gamle arbejdsplads, som jeg næsten ikke kan vente med at se igen.

Sidste weekend købte jeg en pakke cigaretter. Jeg røg en halv, og tog resten med hjem til min far. (indrømmet, jeg røg mere end en halv i byen – men det tæller ikke på helt samme måde). Bare fordi jeg havde lyst til at ryge, når nu, jeg var i København.

Jeg har det næsten som om at jeg er nødt til at lægge en taktik. En score-taktik. Som om byen er en gammel elsker, som jeg vil ha’ igen. En følelse, der er let at forveksle med lysten til at gå på barer og kysse på fremmede mænd.

Men jeg behøver jo ikke bekymre mig. Det er jo kun spørgsmål om tid. Før end jeg igen begynder at gå med hat i blæsevejr. Glad give 22 kr. for en Pellegrino i stedet for 5 kr. for en kildevand. Bitche over Baresso, men stadig drikke lortet. Slette ”ikk’å” fra mit ordforråd. Gå op i hvordan jeg bærer min håndtaske. Være lidt forarget over at en veninde blev smidt ud fra Rubys. Handle ind i pyjamasbukser og striktrøje. Drikke øl på borgerkroen i stilletter og lårkort. Pynte min cykelkurv. Irritere mig over at skulle vente 3 minutter på næste metro, fordi den lige ér kørt. Gå over for rødt. Købe Politiken.  Sætte mig ind i Vor Frue på en almindelig onsdag. Have stærke meninger om A-busserne.

At være Københavner handler mere om et bestemt  ”state of mind” – eller nærmere ”State of action” – end det handler om stedangivelsen på din fødselsattest.

Så måske handler det ikke om, at hverken jeg eller andre, gør sære ting, når vi kommer til København. Måske er det i virkeligheden i vores hjemstavn vi lader være med at gøre sære ting. Fraværet af særhed, forstærker følelsen af særhed i København.

Bedst som jeg sidder og svælger i min egen originalitet kører en bus forbi Baresso. På bussens reklameskilt når jeg at fange ordene; ”At være Københavner – ny udstilling”. Jeg er altså ikke alene. Så sært, ikke længere at være en særling. Alt sammen på grund af lidt geografi.

Blog-udfordring dag 6; Et billede af dig fra 2007

Puuha, den var svær. 2007 er nemlig for mig BF (Before Facebook). Så jeg har kun nogle få billeder fra dengang. Men valget faldt på det her. Læs resten af dette indlæg »

%d bloggers like this: